This blog post is written by Maria Kondrup - Danish version below
This article is touching upon a sensitive theme that can potentially have consequences to speak openly about in Tunisia: not believing in God – or being in doubt. Therefore the person being interviewed is anonymous. I call the person T and have also hidden the person’s gender.
T is a teenager and a scout in Les Scouts Tunesiens. There is only one reason you are able to read this interview today and it is because T approached me and started a conversation about everything from taste in music to thoughts on religion. When talking to T, it is clear that you are dealing with a curious person who have read a lot of books, sought knowledge and been thinking about the big questions in life. When T asks me who my favourite author is, I am so confused. ”Are you supposed to have a favourite author?” I think while wondering if I have actually read multiple books by the same author.
The conversation about religion begins because T asks me how I define myself in relation to faith. After having explained my opinion, T tells me that T identifies as Agnostic: ”Do you know what that is?” to which I quite embarrassed have to answer no. ”It’s like not believing in God but at the same time not denying that something is there – like Stephen Hawking!”
If you google Agnostics you will learn that they are somewhere in between religious believers and atheists. They do not believe in a God but at the same time they are not as firm as Atheists on the denial of a divine existence. They do not know the answers and are accepting this doubt, this place in between: “I identify as Agnostic because I believe that there is a power, an extraordinary nature which is the source and the beginning of everything. I believe that there is something like God but not like the God they talk about"
So how is it to be Agnostic in a country where the majority is practising religion? Not easy it turns out: ”I don’t tell anyone about it, only a few people, because it’s really dangerous. People can bully you and you can even loose friends. They believe that people without a belief in God are like animals; they have no humanity, no punishment to limit their actions and no incentive to do good.”
Never the less T has the courage to open up the conversation, ask me questions and talk about ideas while other scouts around us are listening. When young people respond with ”Oh, not good” to the fact that I do not believe in God, I can only imagine what it must be like being a local teenager who does not share the same belief as people around you. T tells about having lost the sense of belonging after discovering Agnosticism and meanwhile starting to come up with strategies to fit in. Growing up in a religious family, words like punishment and reward meant a lot. You could either do things to make God proud and receive some kind of reward or you could do things that would send you to Hell’s fire. When T like many other children had questions about God’s existence and actions, they were met with blame and scary answers from the parents.
”Our religion says that God hears, sees and knows everything about what you do and think so I was afraid that my questions would make God mad and be the reason why I would go to hell. When I was 12 years old I thought about killing myself because they said to me that anyone who dies before puberty enters paradise directly no matter what they’ve done.”
For a long time T forced ***self not to ask questions about God and control the stream of thoughts but eventually T decided to acknowledge these questions and investigate them. It resulted in a lot of research, a quest for answers, books and videos trying to either affirm or reject religion as the truth: ”I tried to not just take the ideas and the statements as they were but to compare the two sides. After years of questioning and searching I found that religion is not true.”
From T’s perspective society’s opinions and norms play a big role when I ask why you cannot talk openly about your religious doubts or not believing in God. The fanaticism must stop and there needs to be worked on acceptance of different ideas and ways of living, T says.
”In my society you can’t give your opinion on an issue if it’s different from the common opinion. In school we have a subject on Islam where you most share your religious views and there I’ve received a lot of attacks.”
School is an important part of this development, but the biggest responsibility lies within the families, T claims.
”My family is so religious. One time my younger sibling discovered that I liked a Facebook page about Atheism and told our mom. It was the most horrible day in my life, she hit me and asked God to take me on the true path and therefore I never even thought about trying to tell my family about my identity. I force myself to pray five times a day so my mom keeps talking to me”
T has given different aspects of life and what the future has in hold a lot of thought: “Writing a book is one of my dreams. Maybe that book can change even one fanatic mind. I will focus on the means of persuasion. Atheist, homosexual, people with different ideas, sexualities and religions – we are all humans, humanity brings us together”.
Besides dreaming of publishing a book T has plans about business, management and psychology: ”I love reading, exploring and helping people so I love psychology so much. I see psychology in science, political strategies, art – it’s in everything”
When T leaned towards me and asked what kind of music I listened to I did not expect having such a nice and inspirational talk with a young person. It might be the case that I have been a safe space for T by being a foreigner and being the first of us to answer questions about religion but it still takes a lot of courage to open up like that when your scout friends are standing right beside you. I truly hope that T’s story can inspire others not believing in God to open up and at the same time make religious people listen to people like T and learn that there are as many perspectives on the world as people living in it. No young person should be walking around alone with such existentialistic thoughts and not being able to share them with even close relations in fear of being judged or misunderstood. Inclusion, understanding and diversity begin by listening without judging.
T, thank you for initiating this conversation and for letting me bring your words here. I am not in doubt that you will reach many of your dreams with the positive and reflective mind you possess. And remember: you are not alone.
Denne artikel vedrører et emne, der er følsomt og med eventuelle konsekvenser at tale åbent om i Tunesien: ikke at tro på Gud – eller hvert fald være i tvivl. Derfor er hovedpersonen i denne artikel anonym. Jeg kalder personen T og har også fjernet personens køn.
T er teenager og spejder i Les Scouts Tunesiens. Denne eneste grund til, at du kan læse dette interview i dag, er, at T kom hen til mig og startede en samtale om alt fra musiksmag til tanker om religion. Når man taler med T, er det tydeligt, at man har at gøre med en person, der er nysgerrig på verden, som har læst bøger, opsøgt viden og gjort sig mange tanker om de store spørgsmål i livet. Da T spørger mig, hvem min yndlingsforfatter er, bliver jeg helt paf. ”Er det nogen man har?”, tænker jeg, mens jeg overvejer, om jeg overhovedet har læst flere bøger af samme forfatter.
Samtalen kommer ind på religion, fordi T spørger, hvordan jeg definerer mig selv i forhold til tro. Efter at have forklaret min holdning, fortæller T, at T identificerer sig som agnostiker: ”Ved du, hvad det er?”, og det bliver jeg pinligt berørt nødt til at svare nej til. ”Man tror ikke på Gud, men samtidig benægter man ikke, at der er noget derude et sted – ligesom Stephen Hawking!"
Hvis man googler agnostikere, kan man læse, at de står et sted mellem troende og ateister. De tror ikke på Gud, men samtidig står de ikke ligeså fast som ateister på fornægtelsen af en guddommelig eksistens. De kender ikke svarene og accepterer denne tvivl, det ståsted midt i mellem: ”Jeg er agnostiker, fordi jeg tror, der er en kraft, en ekstraordinær natur som er kilden og begyndelsen på al. Jeg tror på, at der er noget lignende Gud men ikke den Gud, de taler om.”
Så hvordan er det at være agnostiker i et land, der er overvejende religiøst praktiserende? Ikke nemt viser det sig: ”Jeg fortæller ikke nogen om det, kun et par enkelte mennesker, fordi det er rigtig farligt. Folk kan finde på at mobbe dig, og du kan miste venner. De tror, at folk uden en tro på Gud er ligesom dyr; de har ingen medmenneskelighed, ingen straf til at begrænse deres handlinger eller incitament for at gøre gode gerninger.”
Alligevel har T modet til at åbne op for samtalen, spørge ind til mig og fortælle om egne tanker, mens andre spejdere omkring os lytter med. Når unge mennesker svarer ”oh, not good” til, at jeg ikke tror på Gud, kan jeg kun forestille mig, hvordan det er at være lokal teenager, der ikke deler samme overbevisning som folk omkring en. Efter at have fundet agnosticisme har T mistet følelsen af at høre til og er samtidig begyndt at finde på strategier for at tilpasse omgivelserne. T er vokset op i en troende familie, hvor ord som straf og belønning har fyldt meget. Man kunne enten gøre ting, som gjorde Gud stolt af en og udløste en form for belønning, eller man kunne gøre ting, som sendte en til helvedes ild. Når T ligesom mange andre børn havde spørgsmål om Guds eksistens og handlinger, blev det mødt med beskyldninger og skræmmende svar fra forældrene.
”Vores religion siger, at Gud hører, ser og ved alt om, hvad du laver og tænker, så jeg var bange for, at mine spørgsmål ville gøre Gud vred og være grunden til, at jeg ville ende i helvede. Da jeg var 12, tænkte jeg på at begå selvmord, fordi de sagde til mig, at alle der dør, før de når puberteten, kommer direkte ind i paradis lige meget, hvad de har gjort”
I lang tid tvang T sig selv til ikke at stille spørgsmål om Gud og kontrollere sine tanker, men til sidst besluttede T sig for at anerkende disse tanker og undersøge dem. Det blev til en masse research, søgen efter svar, bøger og videoer der henholdsvis forsøgte at be- eller afkræfte religion som sandheden: ”Jeg prøvede ikke at godtage idéerne eller argumenterne, som de var, men at sammenligne de to sider. Efter mange år med spørgsmål og research kom jeg frem til, at religion ikke er sandheden.”
For T fylder samfundets holdninger og normer meget, når jeg spørger, hvorfor man ikke kan tale åbent om sin tvivl eller ikke-tro. Fanatismen må stoppe, og der skal arbejdes på en accept af forskellige idéer og måder at leve på, siger T.
”I mit samfund kan du ikke dele din holdning til et emne, hvis den er anderledes end den gængse holdning. I skolen har vi et fag om islam, hvor du skal dele dit syn på religion, og der er jeg blevet angrebet meget”
T mener, at skolen er en vigtig spiller for denne udvikling, men at det største ansvar ligger hos familien.
”Min familie er meget religiøs. Engang opdagede min yngre søskende, at jeg havde liket en Facebook side om ateisme og sagde det til vores mor. Det var den værste dag i mit liv. Hun slog mig og bad Gud om at guide mig til den rette vej, og derfor har jeg aldrig overvejet at prøve at fortælle min familie om min identitet. Jeg tvinger mig selv til at bede fem gange om dagen, så min mor bliver ved med at tale til mig.
T har tænkt meget over mange aspekter af livet, og hvad fremtiden skal bringe: ”at skrive en bog er en af mine drømme. Måske kan den bog ændre én fanatikers tankegang. Jeg vil fokusere på overbevisning. Ateist, homoseksuel, mennesker med forskellige idéer, forskellig seksualitet og tro – vi er alle mennesker, medmenneskelighed bringer os sammen.”
Udover drømmen om en bogudgivelse fylder planer om business, marketing og psykologi: ”Jeg elsker at læse, opdage og hjælpe folk, så jeg elsker psykologi rigtig meget. Jeg ser psykologi i videnskab, politiske strategier, kunst – det er overalt”
Jeg havde ikke regnet med at skulle have sådan en fin og inspirerende samtale med et ungt menneske, da T lænede sig hen mod mig og spurgte, hvilken slags musik jeg lyttede til. Det er muligt, at jeg har været et safe space ved at være udlænding og først forklare mit eget perspektiv på tro, men det kræver stadig mod at åbne sådan op, når ens spejdervenner står ved siden af en. Jeg håber inderligt, at Ts historie kan inspirere andre i tvivl til at åbne op og samtidig få troende til at lytte til folk som T og lære, at der er ligeså mange perspektiver på verden, som vi er mennesker i den. Intet ungt menneske burde gå rundt med så eksistentielle tanker og ikke kunne dele dem med nogen, ikke engang tætte relationer, i frygt for at blive dømt eller misforstået. Inklusion, forståelse og rummelighed starter ved at lytte uden at dømme.
T, tak fordi du startede denne samtale, og tak fordi jeg må bringe dine ord her. Jeg er ikke i tvivl om, at du nok skal nå mange af dine drømme med det positive og refleksive sind du har. Og husk: du er ikke alene.