This blog post is written by Celine L. Jagd - du finder en dansk version længere nede
Before I travelled to Tunisia the four of us visited a local Danish scout group in relation to the project. We told them that we were going to live in Tunisia, which is situated in Northern Africa. When we asked the children if they knew where Tunisia was, a little boy raised his hand and said: “Yes, that’s the place where everyone is hungry and we also collect money for them”.
And yes, parts of the African population still lives under the poverty line but that’s not the whole truth about Africa because Tunisia has more similarities to southern Italy or a country like Morocco. Beige coloured houses with turquoise doors and tiles in colourful patterns. Classic and beautiful. And as excepted. I wasn’t surprised about Tunisians’ relaxed attitude to time after spending a year in Sicily – that closest European point to Tunisia. Among my friends and family there have been jokes about a land of deserts, people riding camels but also some serious comments about Tunisia being a country where women are forced to wear hijab (head scarf) and living with suppression. Quite a handful.
Now after having lived in Tunis, the capital, for almost 4 weeks, this I what I have experienced:
People rarely show up on time.
There not the same structure and overview of things all the time but surprisingly enough things and events are still completed. We for example facilitated a workshop on a computer even though we 20 minutes before start wasn’t sure if we could do in digitally or had to do everything on paper
The food is spicy! I’m always saying no to the red chilli sauce called Harissa which Tunisians add to everything from sandwiches to couscous
Tunisians don’t hug, they kiss on the cheeks like in France. I met a guy called Alâa to a four days Young Voices training. We had had a good time, talked and laughed so when I met him some days later I – with my Danish mentality – thought that a hug was in its place. He didn’t seem to agree though which resulted in an awkward half-hug/half-kiss on the cheek situation
The doors are colourful spanning from the darkest green to a turquoise blue and there’s palm trees everywhere
The women, I’ve met and talked to, have individually chosen to wear hijab and they see it as freedom. We also see a lot of women without hijab. My observation is that most women don’t wear the hijab. A lot of them wait to put on the hijab till they’re older because it’s considered shame to begin wearing hijab and then taking off again. The reason for waiting is that the day they choose to wear hijab is the day they’ll living by all the rules of the Quran – praying five times a day, dressing modestly etc.
Before the revolution in 2011 religious practices where suppressed by the regime. People were harassed and treated differently if they we’re wearing hijab or praying at work.
The Arab Spring – also called the Jasmine revolution named after Tunisia and its Jasmine flowers – started here and Tunisia is the country who came through the revolution most successfully because the Tunisian military protected the people and refused to attack them.
In spite of new times and a hope in the future, a lot of young Tunisians still want to leave the country for a job and a better future. They don’t believe there is enough potential in this country. Which is sad because there is a lot of dedicated scout leaders and young people trying to make a different and create a difference for this country.
People are extremely generous and we have experienced a “mine is yours” mentality from a lot of scouts. Maria, one of the other youth leaders, has received a scarf, a broche and a bag shaped like a bunny – only because she complimented the items and asked people where she could buy them.
Tunisians love watching TV! It’s turned on in the boss’ office while he’s working, it’s turned on in the mall, it’s turned on even if no one is watching the television.
Inden jeg rejste til Tunesien besøgte vi med projektet en lokal spejdergruppe. Her fortalte vi, at vi skulle bo i Tunesien, der ligger i Nordafrika. En lille dreng rækker hånden op, da vi spørger om de ved, hvor det er: ”Ja, det er der, hvor de altid er sultne og det sted, vi samler penge ind til.”
Og ja, der er en del af Afrika, som stadig lever under fattigdomsgrænsen, men det er ikke hele sandheden om Afrika. Fordi Tunesien minder langt mere om det sydlige Italien eller et land som Marokko. Sandfarvede huse med turkisblå døre og klinker med farverige mønstre. Klassisk og flot. Og som forventet. Jeg havde også set deres afslappede forhold til tid komme, efter et år på Sicilien – det tætteste punkt fra Tunesien til Europa. I min omgangskreds blev der i spøg talt om ørkenlandet, at folk red på kameler, men også mere seriøst, at Tunesien var et land, hvor kvinder blev tvunget til at gå med hijab (tørklæde red.) og levede undertrykte. Lidt af en mundfuld.
Nu har jeg så snart boet i Tunis i fire uger, og hvad har jeg reelt oplevet:
Sjældent kommer folk til tiden …
Der er ikke altid styr på ting, men overraskende nok, så bliver ting gennemført alligevel. Vi lavede vores workshop med computer, selvom vi 20 minutter inden ikke vidste, om vi skulle lave Power Point show på papir.
Maden er spicy! Jeg frabeder mig altid den røde chilisaucen Harissa, som de putter i alt fra sandwich til couscous.
De krammer ikke, de kysser på kinderne som i Frankrig. Jeg havde mødt Alâa til et firdags Young Voices kursus. Vi havde snakket, grinet og haft nogle gode dage, så da jeg mødte ham to dage efter tænke jeg, med min dansker mentalitet, ”han skal da have et kram”. Det var han bare ikke selv helt enig i, så det blev en akavet halv-krammer og halv-fransk-kys …
Dørene er farverige fra den flotteste mørke grøn til turkis blå og der er palmer overalt.
De kvinder, som jeg har mødt og snakket med har selv valgt at iklæde sig hijab, og de ser det som en frihed. Vi møder dog mange der ikke går med tørklæde. Min vurdering er at de fleste går uden. Mange venter med at iklæde sig hijab til de er ældre, da det ville være en skam at starte med at bruge hijab og derefter tage den af igen. Grunden til at de venter, er fordi den dag de starter med at benytte hijab, er den dag de vil starte med at leve efter alle regler i Koranen (bede fem gange om dagen, gå iklædt tøj der er langærmet og dækker anklerne).
Inden revolutionen i 2011 blev religiøs praksis undertrykt af regimet. Folk blev chikaneret og forskelsbehandlet hvis de gik med hijab eller bedte i deres arbejdstid.
Det arabiske forår startede i Tunesien og Tuneisen er det land, der er kommet bedst ud af revolutionen fordi militæret beskyttede folket og nægtede at gå til angreb på dem.
På trods af nye tider og en tro på fremtiden, så vil mange unge tunesere stadig gerne forlade landet for et nyt job og en bedre fremtid. De mener ikke der er nok potentiale i dette land. Hvilket er synd! Der er nemlig dedikerede spejderledere og mange unge som gerne vil se og gøre en forskel samt vil en fremtid i dette land.
Folk er utrolig gavmilde og vi har oplevet en ”mit er dit” mentalitet hos mange af spejderne. Maria, jeg rejser med, har både modtaget halstørklæde, en broche og en kanintaske - kun fordi hun komplimeterede folks ting og spurgte, hvor tingene kunne købes!
De elsker TV! Det er både tændt på kontoret når chefen arbejder, i shopping centret og generelt tændt selvom ingen ser på det.